Lav en handlingsplan mod mobning

En handlingsplan kan ikke i sig selv forebygge mobning. Men den kan vise vejen for, hvad man skal gøre, hvis man selv oplever mobning eller er tilskuer til, at andre bliver mobbet. Planen skal indeholde retningslinjer for forebyggelse og håndtering af mobning. Få 9 anbefalinger til indholdet i jeres handlingsplan.
Ved at formulere en handlingsplan kan I forebygge mobning på arbejdspladsen. Planen skal indeholde retningslinjer for forebyggelse og håndtering af mobning.
En handlingsplan mod mobning skal indeholde retningslinjer for, hvordan mobning skal forebygges og håndteres.

Del af personalepolitikken

En handlingsplan kan ikke i selv forebygge mobning, men den kan være en hjælp til det. Man kan formulere en handlingsplan mod mobning, fx som en del af personalepolitikken. 

Selve processen med at formulere handlingsplanen er en hjælp til at udbrede viden og tale om mobning.

Både ledelse og medarbejdere skal inddrages i processen.

Retningslinjer: Forebyg og håndter

En handlingsplan mod mobning på arbejdspladsen giver retningslinjer for, hvordan mobning skal forebygges og håndteres, hvis det opstår.

En handlingsplan bør indeholde retningslinjer for:
  • forebyggelse af mobning
  • håndtering af mobning
  • hjælp til de mobbede


Forebyggelse af mobning

At forebygge mobning på arbejdspladsen vil sige at reducere risikoen for, at mobning opstår. Mobning kan forebygges ved at give medarbejdere og ledere viden, som gør dem bedre til at opdage tendenser til mobning.

Tilbud om mægling og konfliktløsning kan også være med til at forebygge mobning.

Håndtering af mobning

Hvis mobning opstår på arbejdspladsen, er det vigtigt at have en plan for, hvem der kan og skal gribe ind og hvordan. Det kan være, at den nærmeste leder skal tale med de involverede parter og tilbyde dem råd og hjælp.

Hjælp til de involverede

Hvis der er mobning på arbejdspladsen, er det vigtigt at have aftaler og procedurer for at hjælpe de involverede. Både den, som har været udsat for mobning, og som måske har behov for behandling og rehabilitering, og den, som er under anklage for at have mobbet en kollega eller medarbejder.

Det kan være en belastning at blive anklaget for mobning, hvis det ikke var intentionen, eller hvis en undersøgelse viser, at der rent faktisk ikke var tale om mobning.

Inspiration til en handlingsplan

Følgende 9 punkter bygger på anbefalinger fra norske og danske forskere i mobning.

1. Nul tolerance fra ledelsen
Topledelsen bør melde klart ud, at mobning ikke tolereres. At det er et problem for hele organisationen, hvis det opstår. Og at topledelsen i så fald forpligter sig til at håndtere det. 

EKSPERT-INTERVIEW
En handlingsplan mod mobning virker kun, hvis den øverste ledelse tager ansvar for den.

Interview med mobbeforsker
Ståle Einarsen.


2. En klar definition
En handlingsplan bør indeholde en klar definition af, hvad der opfattes som mobning, fx som Arbejdstilsynets definition her:

"Mobning er, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gange på grov vis - udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende."

"De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem."

Det afgørende er, at definitionen fokuserer på adfærd og handlinger og ikke på personer, der mobber eller mobbes.

Definition af mobning
Arbejdstilsynets side om mobning

EKSPERT-INTERVIEW
Det er vigtigt at definere mobning, så vi ikke fejlopfatter og misbruger begrebet, siger den norske mobbeforsker Ståle Einarsen.


3. Lovgivning
Handlingsplanen bør henvise til Bekendtgørelse af lov om arbejdsmiljø § 9a:

"Ved arbejdets udførelse skal det sikres, at arbejdet ikke medfører risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af mobning, herunder seksuel chikane."

Bekendtgørelse om arbejdets udførelse - at.dk

4. Sanktioner
En handlingsplan bør indeholde beskrivelse af mulige sanktioner over for mobning, fx advarsler, forflyttelse, degradering og i værste fald afskedigelse. I alvorlige tilfælde kan der være tale om politianmeldelse og retslig forfølgelse.

EKSPERT-INTERVIEW
Procedurer for sanktioner skal gøre det klart for alle, hvad der sker, hvis mobning opstår på arbejdspladsen.

Interview med mobbeforsker
Ståle Einarsen.


5. Klagemuligheder
En handlingsplan bør beskrive muligheder for at klage. Der kan være tale om en uformel klage direkte til den person, klagen gælder, med inddragelse af sikkerhedsrepræsentanten. Eller en formel klage til fx nærmeste ledelse og øverste ledelse.

Ledelsen skal tage initiativ til en grundig undersøgelse af klagen. Den kan fx foregå i form af en faktaundersøgelse, hvor begge parter interviewes.

Er det mobning? Undersøg sagen

6. Råd og støtte
Handlingsplanen bør gøre det klart, at de involverede har ret til støtte og vejledning. Planen skal indeholde retningslinjer for, hvem parterne kan henvende sig til. Måske skal der være mulighed for anonym rådgivning og tilbud om samtaler og mægling.

7. Hjælp og opfølgning
I nogle tilfælde kan den, der er blevet mobbet, have brug for behandling og opfølgning. Handlingsplanen bør derfor indeholde tilbud til den mobbede om samtaler med fx en læge eller psykolog eller andre tilbud, som hjælper vedkommende med at genopbygge sit selvværd og bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.

8. Information og uddannelse
Handlingsplanen bør gøre det tydeligt, at alle ansatte skal kende planen og acceptere og respektere indholdet. Og at alle på arbejdspladsen forventes at opføre sig i overensstemmelse med handlingsplanen.

Læs mere om handlingsplaner
En handlingsplan mod mobning kan have positiv effekt.
Læs mere om handlingsplaner i artiklen 'Handlingsprogram mot mobbing på arbeidsplassen' i det norske magasin Søkelys på arbeidslivet, s. 243-263.
Pdf-fil Download artikel
[.pdf - 1 MB]

Planen skal derfor beskrive, hvordan medarbejderne får viden om årsager til og konsekvenser af mobning.

Planen skal også beskrive, hvordan medarbejderne får information om handlingsplanen og virksomhedens initiativer til forebyggelse og håndtering af mobning.

Handlingsplanen bør også indeholde en plan for uddannelse af ledere, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og andre arbejdsmiljøansvarlige.

9. Evaluering og revidering
Handlingsplanen bør evalueres og revideres hvert eller hvert andet år, fx sammen med en APV af det psykiske arbejdsmiljø.

Sidst opdateret d. 14. december 2011.
WEB-TV: EKSPERT-INTERVIEW

At lave en handlingsplan mod mobning er som at forberede krig i fredstid. Så er man forberedt, inden følelserne tager over. 

 

Interview med mobbeforsker Ståle Einarsen.

Personlig rådgivning

Videncenter for Arbejdsmiljø kan ikke rådgive om konkrete arbejdsmiljøproblemer.

 

6 kommentarer Abonnér på kommentarer

  • JUN 11
    20
    Af Line Hviid, Webredaktør, VFA
    Det kan du meget vel have ret i:

    Undersøgelser viser i hvert fald, at det som regel smitter positivt af på trivslen generelt, hvis man på en arbejdsplads sætter særlig fokus på mobning, hvorimod det omvendte ikke automatisk er tilfældet.

    Forebyggelse af mobning kræver altså en særlig, fokuseret indsats, hvor netop mobningen er i centrum.
     
  • JUN 11
    16
    Af Inger Jepsen, Lektor
    Kære Line Hviid.

    Tak for svaret.
    På min arbejdsplads har vi en svag ledelse og et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det er dokumenteret i en rapport bestilt af arbejdstilsynet, og vi skal nu i gang med at gøre noget ved sagen. 20% angiver at de føler sig mobbede.
    Har jeg ret i at vi ikke får løst vore problemer hvis vi ikke starter med mobning? I modsætning til f.eks. kommunikation - vi har en skrækkelig omgangstone.
     
  • JUN 11
    16
    Af Line Hviid, Webredaktør, VFA
    Kære Anonym

    En handlingsplan kan selvfølgelig ikke i sig selv forhindre mobning, men en god handlingsplan indeholder en beskrivelse af, hvad medarbejderne skal gøre, hvis de oplever ledelsesmobning. Fx at man henvender sig til den øverste leder (og evt. arbejdsmiljørepræsentant og/eller tillidsrepræsentant), hvis man oplever mobning fra sin nærmeste leder.

    Styrken ved en handlingsplan er altså først og fremmest, at det er velbeskrevet, hvordan man handler, hvis man oplever mobning, og hvilke konsekvenser det har for dem, der mobber.

    Hvis både ledere og medarbejdere tilmed har haft en god arbejdsproces, da de udformede handlingsplanen, kan den proces i sig selv gøre en positiv forskel for om mobning overhovedet opstår.

    I Danmark og resten af Skandinavien er fordelingen mellem ledermobning og medarbejdermobning i øvrigt anderledes end resten af Europa, fordi vi har mindre markant hierarki på arbejdspladserne. Herhjemme anklages kolleger i 71,5 % af sagerne for mobning, hvor lederne 'kun' anklages i 32,4 % af sagerne.

    Men hvis man oplever mobning på arbejdspladsen og ikke føler, at man kan gå til hverken topledelse eller arbejdsmiljø-/tillidsrepræsentanter, kan man i stedet kontakte Arbejdstilsynets hotline i stedet: 70 12 12 88 - tast 4.

    De bedste hilsner,
    Line Hviid
    Webredaktør, VFA
     
  • JUN 11
    13
    Af Inger Jepsen, Lektor
    Ifølge den engelske hjemmeside bullyonline.org er det en leder der mobber en ansat i 90% af de sager de har behandlet. Hvordan kan en handlingsplan forhindre at det fortsætter?
     
  • MAR 11
    5
    Af , kontorassistent
    Ja, det er rigtigt. Jeg oplever det samme. Og jeg forstår det ikke, hvorfår man gøre det. Det er meget belastende for den person, som blev moppet.
     
  • MAJ 10
    12
    Af Anna Schøning, Arbejdsløs - social pædagog
    Jeg har oplevet mobning på flere arbejdspladser.
    Jeg mener at den nonverbale kommunikation og udelukkelse er en af de ting der er vigtigt, den mobbede kan måske ikke fortælle hvad der sker fordi de der mobber har nogle gange meget indgroede "evner" til det og det kan være svært for et menneske at forklare dette. Det er et alvorligt problem ikke mindst på arbejdspladser hvor der arbejdes med mennesker. Jeg har taget Gruppe og organisations psykologi på diplomfag og er meget interesseret i emnet.
    Så hvis i kan bruge mig til noget vedr. mobning så skriv jeg har været på arbejdsmarked i 30 år både som stewardesse, socialpædagog og sekretær og har stor erfaring inden for arbejdslivet og har set mange former for mobning og det er alvorligt hvad de sker.
     
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her