Mobning rammer bredt på de danske arbejdspladser. Og de nyeste tal tyder på, at mobning er et stigende problem. De fleste mobbes af kolleger, men i plejesektoren mobbes ansatte af klienter og borgere.
Der er større risiko for at opleve at blive mobbet på arbejdspladser, hvor man arbejder med mennesker.
Alle kan rammes
Mobning rammer bredt på alle typer af arbejdspladser og i alle jobgrupper. Ingen grupper går fri.
Hvor mange, der faktisk rammes af mobning på arbejdspladsen, er dog usikkert. Det hænger sammen med, at mobning er svær at måle.
Mobning er svær at måle
Mobning foregår mellem mennesker og involverer både dem, der mobbes, dem der mobber, og dem der er vidner til mobning. Der er tale om en kompleks social proces, som gør det svært at måle, hvor mange der faktisk er udsat for mobning. Desuden spiller kulturelle og organisatoriske forskelle ind på opfattelsen af mobning.
Flere føler sig mobbet
Den nyeste danske undersøgelse af mobning fra 2010 viser, at 12,5 % af den arbejdende befolkning har følt sig udsat for mobning i løbet af et år. Tallet er steget markant fra 2005, hvor 10,3 % havde følt sig udsat for mobning inden for et år.
Hvorfor tallet er steget vides ikke med sikkerhed. Det er usikkert, om stigningen alene kan forklares ved, at flere mobbes, eller om noget af stigningen skyldes, at der er kommet større bevidsthed om mobning på de danske arbejdspladser.
Arbejdspladser domineret af ét køn har mere mobning
Både mænd og kvinder i alle aldre er udsat for mobning på arbejdspladsen. Men flere undersøgelser viser, at der er mere mobning på arbejdspladser, der domineres af det ene køn, end på arbejdspladser hvor kønsfordelingen er mere lige.
Flest mobbes på omsorgsarbejdspladser
Mobning kan ramme alle arbejdspladser og faggrupper. Men ifølge den nyeste undersøgelse er der flest der oplever mobning på arbejdspladser, hvor man arbejder med mennesker. Det gælder ansatte i hjemmeplejen, hjemmehjælpere og omsorgsmedhjælpere samt pædagoger og pædagogmedhjælpere. Men også rengøringsassistenter oplever mere mobning end gennemsnittet.
De jobgrupper, hvor færrest føler sig mobbet, er, ifølge undersøgelsen fra 2010, chefer, selvstændige og EDB-folk.
Nyansatte indvandrere mobbes mere
En undersøgelse blandt ansatte i plejesektoren viser, at ansatte med ikke vestlig baggrund har en højere risiko for at blive mobbet af kollegerne det første år, de er ansat, end nyansatte med vestlig baggrund. Og de, der tidligere er blevet mobbet, fx under uddannelsen, oplever i højere grad også at blive det på arbejdspladsen. Det ser ud til, at mobningen af ansatte med ikke vestlig baggrund stopper efter det første år, de er ansat.
Undersøgelsen tyder på, at det er dem der skiller sig mest ud fra gruppen af kolleger, der har størst risiko for at blive mobbet.
Kolleger, klienter og elever mobber mest
Af de 12,5 procent, der i undersøgelsen fra 2010 har følt sig mobbet i løbet af det seneste år, oplever omkring halvdelen sig mobbet af andre ansatte på arbejdspladsen. De fleste føler sig mobbet af kolleger – lidt færre af deres leder – og færrest af en underordnet.
Den anden halvdel af dem der opgav, at de var blevet mobbet, føler sig mobbet af patienter, klienter eller elever. Det gælder især ansatte i pleje- og omsorgsbranchen, men også ansatte i undervisningsbranchen, salgs- og servicebranchen, håndværk og industri og ansatte i administration.
Indvandrere mobbes af klienter
En undersøgelse blandt ansatte i plejesektoren viser, at ansatte med anden baggrund end dansk mobbes mere af klienter og borgere end ansatte med dansk baggrund. Det er uanset, om de har vestlig eller ikke vestlig baggrund. Men ansatte med ikke vestlig baggrund er fem gange så udsatte for mobning fra klienter som deres kolleger med vestlig baggrund.